Som pårørende kan det være svært at vide, hvordan man bedst støtter et barn, der oplever udfordringer i familien. Her får du en guide til at forstå barnets behov, stille trygge spørgsmål og samarbejde med forældrene uden at skabe konflikt.
Det kan være relevant at være opmærksom, hvis barnet:
Virker trist, bekymret eller stresset over længere tid
Har lavt selvværd eller føler skyld over familiens situation
Trækker sig fra skole, venner eller fritidsaktiviteter
Har koncentrationsproblemer eller adfærdsændringer
Disse tegn kan indikere, at barnet har brug for støtte, selvom du som pårørende ikke oplever, at der er et problem.
Når et barn eller en ung vokser op i en familie med alkohol- eller stofproblemer, bærer det ofte på tavshed, skyld og skam. Det kan være svært at vide, hvordan man hjælper – uden at gøre det værre.
Her er nogle konkrete skridt, du kan tage:
Sæt dig roligt og neutralt et sted, hvor I ikke bliver forstyrret.
Vær afslappet og udramatisk i tonen – barnet spejler dine signaler.
Vis med din krop og stemme, at du kan rumme det, barnet måske har svært ved at sige.
Du kan fx sige:
“Det er ikke sikkert, du har lyst til at tale om det nu. Men jeg vil bare sige, at jeg godt ved, det kan være svært derhjemme – og at du ikke er alene.”
Stil åbne og enkle spørgsmål, fx:
“Hvordan har du det for tiden?”
“Er der noget, der fylder?”
Undgå at grave eller gætte – bare lyt og anerkend dét, barnet deler.
Det vigtigste er ikke at få “det hele at vide” – men at barnet mærker, at det bliver taget alvorligt og ikke skal klare det alene.
Fortæl om muligheder for at få hjælp – uden at gøre det til et krav.
Nævn fx Genklang, og sig, at det er gratis og frivilligt, og at man selv bestemmer tempoet.
Du kan sige:
“Der findes et sted, hvor man kan tale med nogen, der ved, hvordan det er at vokse op med misbrug. Det hedder Genklang. Du bestemmer helt selv, om og hvornår du har lyst.”
Tilbyd at være med, hvis barnet vil tage kontakt eller kigge på siden sammen.
Sig, at du gerne hjælper med at finde ud af, hvordan det fungerer – men lad barnet have kontrollen.
“Jeg kan hjælpe dig i gang, hvis du har lyst. Men det er helt op til dig.”
Måske siger barnet nej første gang.
Måske lukker det i.
Det betyder ikke, at du har gjort noget forkert.
Det vigtigste er, at du bliver ved med at være tilgængelig – rolig, respektfuld og vedholdende.
Vælg roligt tidspunkt og sted: Undgå stressede situationer.
Brug “jeg”-formuleringer: “Jeg har lagt mærke til…” i stedet for “Du gør…”.
Fokusér på barnet: Tal om konkrete observationer uden skyld.
Vær samarbejdsvillig: Spørg “Hvordan kan vi hjælpe barnet sammen?”
Lyt aktivt: Bekræft forældrenes perspektiv, også hvis du er uenig.
Skyld og kritik: Undgå “Du gør det forkert” eller “Det er din skyld”.
Overvågning eller kontrol: Spørg ikke om alt, barnet fortæller.
Trusler eller ultimatum: Sig ikke “Hvis du ikke gør noget, så…”.
Bagatellisering: Sig ikke “Det går nok” eller “Det er ikke så slemt”.
Eksempler på trygge formuleringer:
“Jeg har lagt mærke til, at (barnet) virker trist og bekymret. Hvordan kan vi hjælpe sammen?”
“Jeg ved, du gør dit bedste. Hvad fylder for tiden?”
“Der findes et forløb, der kan hjælpe børn i situationer som denne – det kunne måske være relevant?"
Kort sagt - Din støtte gør en forskel
✔️ Vær rolig og anerkendende
✔️ Stil åbne spørgsmål – uden at presse
✔️ Fortæl om hjælp som Genklang, men respekter barnets tempo
✔️ Tilbyd at tage første skridt sammen
✔️ Vær tålmodig og bliv ved med at være til stede
Hvis det giver mening
Hvis barnet eller den voksne gerne vil høre mere om Genklang, kan du altid henvise til vores hjemmeside eller printe dette ud til dem. Men husk ikke at presse på.
Chatten er anonym og et trygt sted at tale om det, der er svært hvis du er 12 – 24 år og vokset op i en familie med alkohol- og/eller stofproblematikker.
Vi taler ordentligt til hinanden.
Rådgiveren er en professionel voksen.
Vi er flere forskellige rådgivere. Fordi chatten er anonym, ved rådgiveren ikke, hvad du evt. har talt om med en anden rådgiver tidligere.
Hvis reglerne ikke overholdes, eller chatten bliver utryg, kan den blive afsluttet.